Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Fritidsinstitution

Til forældre

Når dit barn bliver elev på SPK, får barnet også tilbudt plads i fritidsordningen, der er åben for børn fra 0.-10. klasse. Fritidsordningen befinder sig på samme matrikel som Langelinieskolens fritidsordning, så et barn fra SPK oplever det samme, som alle de andre børn på skolen. At gynge på en gynge. At besøge dyrene i haven. At færdes hjemmevant på matriklen sammen med mange andre børn. De daglige aktiviteter i gruppen bliver dog tilpasset til børnenes særlige behov. Især med hensyn til kommunikation, da børnene enten har et høretab eller ikke har et fuldt verbalt talesprog. Selvom børnene kender hinanden, er det vigtigt at støtte dem i at være gode kammerater. 

Som børn i en gruppe, hvor man ikke altid forstår hinanden, kan det være svært for børnene at være en del af et større fællesskab. Derfor skal barnets sociale øvebane have ekstra gode vilkår. I hverdagen bliver der skabt gode mødesteder og sat aktiviteter i gang, hvor barnet kan være med, kan udvikle sig og få lyst til at prøve noget nyt. Mange gange lykkes det og sommetider er det svært. Derfor har medarbejderne i gruppen altid store ambitioner for dit barns daglige trivsel. Dagen i dag kan betyde meget for barnets muligheder i fremtiden. Mange gange er der brug for stor tålmodighed og mod til at prøve noget nyt. Pædagogerne udveksler ideer med jer og henter inspiration fra andre faggrupper, når de langsigtede mål skal nås. Det er for så vidt en vigtig sag, men gruppen er også bare et fristed for barnet, hvor man laver skønne ting med hænderne, hvor man kan grine sammen og hvor et hjerte kan sætte i galop, fordi der sker noget rigtig spændende. 

Hvis du gerne vil vide mere, er du velkommen til at kontakte fritidsinstitutionens leder.

Jan Hansen mail jahans@kk.dk eller mobil 2632 8663